Botswana er ejet af de vilde dyr. Og de skiftende landskabsbilleder, der ruller forbi, når man rejser gennem det vildtrige land fra marskland til ørken, er som at bladre gennem en uendelig stak af billedskønne postkort. At holde ferie i Botswana er en sansepirrende oplevelse. De viltert forgrenede baobabtræer aftegner sig mod himlen, der males i fantasifulde farver af solnedgangen. Elefanterne samler sig i store flokke og beskytter de små. En leopard vogter over sit bytte, mens et par sultne hyæner lusker omkring og håber, at der bliver levnet lidt af den velsmagende impala. Rejs til Botswana.
Botswana er et af de få afrikanske lande, hvis natur er bevaret relativt uspoleret. Landets befolkning på omkring 2,5 millioner indbyggere fordeler sig på 500.000 km², og heraf er hele 17 procent udlagt til beskyttede nationalparkområder. Okavango-deltaet i Botswanas nordvestlige hjørne er verdens største af sin art og en af Botswanas vigtigste livskilder. Som gamle, krogede fingre spreder deltaet sine vandveje ned til Kalahariørkenens tørre landskaber mod syd. Et unikt økosystem, der er udråbt af UNESCO som verdensnaturarv. Foruden Okavango-deltaet bør en rejse til Botswana også gå gennem Kalahari-ørkenens eventyrlige landskaber med store, gyldne sandbanker, akacietræer, åbne græssletter og nomadefolket san – buskmændene, der har levet i området i 30.000 år og er mesterlige jægere.
Central Kalahari Game Reserve dækker et område på næsten 53.000 km² og er verdens næststørste vildtreservat. Når græsset spirer, og der dannes vandhuller efter sommerregnen, flokkes tusindvis af gnuer, springbukke og gemsbok omkring Deception Valley. De mange antilopearter lokker store mængder af løver, geparder, hyæner og sjakaler til. Man bør heller ikke gå glip af Khama Rhino Sanctuary, der blandt andet huser Botswanas få tilbageværende næsehorn, eller Chobe Nationalpark, som med Chobefloden giver næring til det mest varierede dyreliv i Botswana – foruden 45.000 elefanter kan man også opleve store flokke af bøfler, zebraer, sjakaler, vortesvin, hyæner, løver, gnuer, giraffer, impalaer, leoparder og bavianer samt krokodiller og flodheste. Se alle safarier her: safarirejser.
Botswanas hovedstad, Gaborone, der med sine beskedne 250.000 indbyggere og en vækstrate på ti procent om året er en af Afrikas hastigst voksende byer, er også værd at besøge på rejsen. Byen er opkaldt efter høvding Gaborone fra batlokwa-stammen, som slog sig ned i området i 1880’erne. Byen ligger beskyttet i dalen mellem Kgala- og Oodibjergene, hvor den gennemskæres af Ngotwane-floden og jernbanen, som løber fra den gamle guldmineby Francistown til Lobatse.
Med restauranter, natklubber og shoppingområder giver Gaborone et urbant afbræk fra rejsen i vildmarken. På Nationalmuseet, der også fungerer som kunstmuseum, kan man blandt andet se malerier af den engelske kunstner Thomas Baines, som ledsagede den legendariske Dr. Livingstone på hans udforskning af Kalahariørkenen.