Fra bjergområderne med det evige forår, hvor aber svinger sig mellem træerne, løber strømme og floder ned mod de palmeomkransede strande, der omgiver hele Sri Lanka. Buddhistiske templer og klostre er spredt ud over hele det lille land, hvor fred, ro og afslapning er det vigtigste punkt på dagsordenen for både indbyggere og besøgende. Maden er stærk, teen er uovertruffen, og fuglelivet er farverigt og rigeligt.
Sri Lanka, der indtil 1972 var kendt som Ceylon, er en ø øst for Indiens sydspids. Øen er formet som en kegle med skovklædte bjerge i midten og en kystlinje, der veksler mellem indbydende sandstrande, laguner og sumpområder. Klimaet er tropisk regnklima med hele to perioder med monsunregn, der heldigt nok falder i hver sit område og giver uundværlig næring til gummi-, kokos- og krydderiplantager. Temperaturen holder sig stort set konstant hele året igennem med omkring 30° i lavlandet og 18-20° længere oppe i bjergene. Det artsrige dyreliv er som så mange andre steder på kloden i tilbagegang, men endnu findes der bjørne, leoparder, sjakaler, bøfler og aber. Elefanter blev, da Sri Lanka stadig var et monarki, anset som kongelig ejendom og kunne derfor lunte fredeligt omkring på sletter og bjergskråninger. Efter forbuddet mod at dræbe elefanter blev ophævet, er der kun en uanselig brøkdel tilbage af den oprindelige bestand.
Sri Lankas oprindelige befolkning, veddaerne, har beboet øen i tusinder af år, men har løbende fået selskab af utallige andre folkeslag fra især Indien. Men også portugisere, hollændere og briter har efterladt varige indtryk.
I dag er Sri Lanka derfor en smeltedigel af forskellige folkeslag, hvilket har skabt spændende og mangfoldige kulturer, dog ikke helt uden problemer. En væbnet konflikt mellem majoriteten, som er buddhistiske singalesere, og minoriteten, som udgøres af hinduistiske tamiler, trak landet ind i en borgerkrig, som varede i over 20 år. Men siden 2009 har der været relativt fredeligt. Dog ramte en række koordinerede terrorangreb Sri Lanka den 21. april 2019 på forskellige steder, herunder internationale hoteller og katolske kirker.
Rejser til Sri Lanka vil næsten uundgåeligt indeholde driverliv på stranden og vandreture i de smukke bjerge midt på øen. Men de mange buddhastatuer, klostre og templer ville også være en skam at forsømme på en srilankansk rejse. Desuden er der fine eksempler på den specielle singhalesiske udgave af kuppelformede, buddhistiske stupaer, dagobaen, overalt. Især dagobaen Ruvanveli i den gamle hovedstad Anuradhapura er bestemt et besøg værd. På afstand ser det ud som om, monumentet bæres af hundredvis af elefanter udhugget i sten. Den UNESCO-anerkendte Anuradhapura er også hjemsted for et helligt figentræ, der siges at stamme fra det træ, hvorunder Buddha opnåede sin fuldkomne oplysning. Andre destinationer, der kan tilføre en ferie i Sri Lanka det rette pift, er den kaotiske hovedstad Colombo, hvor strømsvigt og trafikkaos altid tages med et befriende smil, og bjergegnenes ’hovedstad’ og buddhist-bastion Kandy bygget omkring en sø i en smuk dal. Er man på jagt efter naturoplevelser, er Uda Walawe Nationalpark et must, der med sine leoparder, elefanter, bøfler og 30 slangearter giver hård konkurrence til Afrikas berømte safariparker. Du kan læse mere om at være på safari i Sri Lanka i artiklen På visit hos elefanterne