Grønne regnskove, isolerede stammelandsbyer, enorme tempelkomplekser, perfekte badestrande og et imødekommende folkefærd er blot en lille del af Thailand. Rejs til Thailand og oplev landet med hele hjertet og alle sanser, når du går på opdagelse på det lokale marked, besøger stammefolk i langhuse eller cykler gennem fine gamle byer.
På et kort kan Thailand minde om et kæmpemæssigt elefanthoved med snablen langt nede i den Malajiske Halvø, hvor terrænet består af regnskov og gummiplantager. Den nordlige region har høje bjergkæder og dyb jungle med vandløb og floder, der munder ud i et frodigt deltaområde ved Bangkok. Det frodige område omkring floden Chao Praya kaldes af selvforklarende grunde Den Store Risskål. Elefantens øre mod øst har landets tørreste klima og er mindst besøgt af turister. Langs hele den thailandske kyst ligger en række smukke tropeøer. En stor del af øerne og en mindre del af fastlandet er udlagt som nationalparker. Meget af Thailands ellers rige dyreliv er blevet fortrængt, efterhånden som befolkningstallet er vokset. I de tilbageværende regnskove findes der dog endnu vilde elefanter, tigre, tapirer og bantenger, som er verdens største okse.
Kongeriget Thailand hed indtil 1939 Siam. Den tidligst kendte befolkning i området menes at have hørt under Khmerriget i Cambodja, men i 1200-tallet rev Thailand sig løs og blev et selvstændigt kongedømme. Ved denne lejlighed blev landets statsreligion theravada-buddhismen, der følger Buddhas lære mere kategorisk end andre buddhistiske retninger, og den har været det lige siden. Efter løsrivningen fra Cambodja har skiftende kongeriger hersket med hovedstæder i Sukhothai, Chiang Mai og Ayutthaya. Rigerne var jævnligt i krig med nabolandene Kina, Cambodja og Burma.
Thailand er det eneste land i Sydøstasien, der aldrig har været europæisk koloni. Der har dog været et portugisisk handelshus i Ayutthaya, og flere europæiske kolonimagter har forsøgt at få herredømmet i landet. Det thailandske kongehus forsøgte først at møde europæerne med diplomati og imødekommenhed, men da de blev for ivrige i forsøget på at omvende thailænderne til kristendommen, blev de moderne korsfarere smidt ud. Buddhismen sætter sammen med monarkiet stadig dagsordenen i Thailand. Munkene er højt respekterede, og det er velanset, at alle mænd på et tidspunkt i livet prøver at leve som munk. Kongefamilien hyldes dagligt, når nationalsangen eller den royale hymne spilles på togstationer, ud over landsbyer, og før en biografforestilling starter.
At rejse i Thailand er en yderst populær beskæftigelse. Landet tiltrækker flere rejsende end noget andet land i Sydøstasien, og har man først oplevet den store naturlige skønhed, de mange smukke templer, ruinerne fra hedengangne kongeriger og det velsmagende thaikøkken, bliver man ikke overrasket over denne oplysning. Alle rejser til Thailand må begynde med det svære valg mellem de mange seværdigheder. Nordthailands vigtigste og mest spændende by Chiang Mai ligger omkranset af jungle og vandfald og tæt på Thailands højeste bjerg Doi Inthanon på 2565 meter. Her kan der rides på elefanter, sejles på tømmerflåde og besøges bjergstammer i bjergene. I Chaiyaphum leves livet traditionelt og uden hastværk. Få kilometer herfra ligger landsbyen Ban Kwao, der fremstiller håndlavet silke så fint, at det thailandske kongehus aldrig køber silke andre steder. Et must på enhver ferie i Thailand er naturligvis hovedstaden Bangkok med sine mange templer, det kringlede netværk af kanaler og det store flydende marked. Også den gamle hovedstad Ayutthaya, kulturvuggen Sukhothai, de spændende byer Lampang og Chiang Rai samt opiumsregionen Den Gyldne Trekant ville være en skam at vælge fra. Skal der stå afslapning på programmet, kan den hentes på et krydstogt mellem smukke vandfald og små, hyggelige landsbyer på River Kwai eller Mekong-floden. Eller naturligvis på en af Thailands utallige tropiske paradisøer og populære badebyer.
Se vores hedeste tips til oplevelser i Bangkok i artiklen One night in Bangkok