Letland er Baltikums næststørste land. Her møder du enorme skove, langstrakte strande og frodige landskaber, der om sommeren invaderes af et utal af storke. Her er borgruiner med middelalderstemning, og byer der både viser storhed og fattigt forfald. I Letland vil du opleve et spændende kulturmøde mellem øst og vest og mellem Norden og Centraleuropa.
Letland består overvejende af lavland med morænebakker. Der er mange store vådområder mellem bakkerne. Floden Daugava deler landet i to dele. Mod vest ligger den kuperede halvø Kurland (Kurzeme), og mod nord ligger bakkelandet Livland (Vidzeme). Letland har en 500 km lang kystlinje med brede strande og klitter. 40% af landet er dækket af skov. Det lettiske skovbrug er relativt højt mekaniseret, og tømmer og andre træprodukter er en vigtig eksportvare.
Før Letland blev selvstændigt i 1918, havde andre stater og forskellige ridderordner og hertuger regeret på dette territorium. Med Tysklands og Sovjetunionens såkaldte ikke-angrebspagt fra 1939 delte de to, i en hemmelig tillægsprotokol, det meste af Østeuropa mellem sig, og Letland havnede sammen med Estland og Litauen i Sovjetunionens interessesfære. Men i 1941 blev Letland invaderet af Nazi-Tyskland, og efter krigen kom de sovjetiske tropper tilbage og holdt landet besat frem til 21. august 1991, hvor landet endelig blev selvstændigt. Dette skete efter dramatiske begivenheder i Riga, hvor indbyggere fra hele landet hjalp med at bygge barrikader, da man frygtede, at sovjetiske soldater ville angribe. I dag er Letland integreret i EU, NATO og mange andre europæiske sammenhænge. Forholdet til Rusland er ikke det bedste, og konflikten i Ukraine har gjort letterne nervøse igen.
Riga er Baltikums største by med omkring en million indbyggere (Stor-Riga) og 600.000 indbyggere i den centrale del af byen. Det er en pulserende storby med store kontraster mellem nyt og gammelt, mellem smukt renoverede bygninger og totalt forfaldent slum. Byen har et betydeligt centrum med både brede boulevarder, store parkanlæg og gader med masser af forretningsliv. Frihedsmonumentet, der har stor betydning for letternes nationalfølelse, troner i Rigas centrum. Det var i 1980’erne samlingspunkt for demonstrationer mod det forhadte sovjetstyre.
Riga ligger på begge sider af Daugava-floden med den gamle bydel på den østlige bred. Midtpunktet i den gamle bydel er domkirken og domkirkepladsen. Herfra udgår en masse små, hyggelige brostensbelagte gader. Uden for den gamle by ligger områderne med de imponerende og rigt udsmykkede art nouveau-bygninger, som byen er så kendt for. I Albertgaden (Alberta iela) findes en perlerække af fornemme huse i art nouveau-stil.