Litauen er et smukt og frodigt land, hvor du møder landsbyidyl, hvidstrakte strande, middelalderbyer med imponerende borge og fæstninger, hvor blandt andet korstogsriddere og storfyrster har huseret - og en befolkning, der er stolt, værner om den nationale identitet og har god humor. Litauen er det sydligste af de tre baltiske lande - og det største og folkerigeste.
Det litauiske landskab blev jævnet ud af de smeltende gletsjere efter sidste istid. De højeste områder er morænebakkerne i det vestlige og østlige højland. Terrænet har talrige søer og vådområder, og over 30 procent af landet er dækket af skove, som ikke kun gemmer på masser af fisk, kantareller og bær, men også på vildsvin, elge, ulve og bjørne. Skovene og moserne er nogle af de største i Europa og rummer enestående flora og fauna.
Længst mod syd er den litauiske kyst skærmet af den 95 kilometer lange nationalpark Det Kuriske Næs, der er en sandtange med smukke, langstrakte, hvide sandstrande og fyrretræsskove.
Fra 1200-tallet herskede storfyrsterne i Litauen, og landet var kæmpestort og strakte sig fra Østersøen til Sortehavet. Polen og Litauen havde en alliance, som i 1569 blev til en egentlig union mellem de to stater. Polen var dog storebroren, og enden på Polen-Litauen-unionen kom ved hele tre delinger i 1700-tallet, som resulterede i opløsningen af det engang så store rige. Det meste af Litauen blev i stedet en del af Rusland, men efter 1. verdenskrig – i 1918 – erklærede Litauen sig selvstændigt. Landet skulle dog først igennem en uafhængighedskrig og Den Russiske Revolution. Med Tysklands og Sovjetunionens såkaldte ikke-angrebspagt fra 1939 delte de to, i en hemmelig tillægsprotokol, det meste af Østeuropa mellem sig, og Litauen havnede sammen med Estland og Letland i Sovjetunionens interessesfære.
Men i 1941 blev Litauen invaderet af Nazi-Tyskland. Dette kom til at betyde, at omkring en kvart million jøder blev slået ihjel i Litauen, da jøder fra en lang række andre europæiske lande blev bragt hertil af nazisterne og dræbt her. Efter krigen kom de sovjetiske tropper tilbage til Litauen, som nu igen blev en sovjetrepublik. Der var stor modstand mod den sovjetiske besættelse, og partisansoldater gemte sig i skovene og kæmpede mod overmagten, men forgæves. Først i 1991 fik Litauen sin selvstændighed efter voldsomme kampe med sovjetiske tropper i Vilnius. Landet blev optaget som medlem af EU i 2004.
Vilnius er hovedstad i Litauen. Byen ligger meget smukt, hvor floderne Neris og Vilnis løber sammen. Vilnius’ gamle bydel er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv på grund af en imponerende arkitektur med eksempler på gotisk stil, renæssance, barok og klassicisme. En tur gennem Vilnius’ gader vil bringe dig fra middelalderen over Sovjettiden og frem til nutiden.
Centralt i Vilnius ligger Storfyrsternes Palads, som for nyligt er blevet genopbygget og er symbol på landets historie, på staten Litauen og på den nationale identitet og bevidsthed. Alt er meget publikumsvenligt, og selv om paladset er nyt, giver det et fint indtryk af alt det, der var engang.
Bydelen Užupis er helt særlig for Vilnius. Den er en lille republik, løsrevet fra resten af byen, og ment som en spøg - en spøg som alle i Vilnius har det rigtig godt med. Užupis’ beboere er en broget skare med mange kreative typer. Stemningen i bydelen er afslappet, og her er sjove butikker, spændende gallerier og hyggelige caféer.