Svalbard
Rejs til Svalbard
Over de spidse fjelde hænger skyerne i lave tågetotter, og mos og lav i alle nuancer ligger som et tæppe i landskabet. Her langt mod nord ligger øgruppen Svalbard, der er et af verdens vildeste, smukkeste og mest fascinerende naturområder. Her er naturen og dyrelivet uberørt, og her er hvalrosser, hvidhvaler, et spændende fugleliv og ikke mindst kongen over dem alle, isbjørnen. Her får man naturoplevelser, som er de færreste forundt.
Indbyggere
2.500
Hovedstad
Longyearbyen
Sprog
Norsk og russisk
Svalbard
Svalbards natur
Norge har gjort meget for at bevare Svalbards unikke plante- og dyreliv, og der er oprettet store nationalparker og fredningsområder på øerne. Det er Europas sidste uberørte vildmark, og man skal færdes meget hensynsfuldt. Til gengæld kan man så opleve det unikke dyreliv på helt nært hold. Her er gode chancer for at møde hvalros, remmesæl og små hvaler, der lever langs iskanterne. Havfugle flokkes i hundredvis i yngletiden, og fjeldræven er ofte på besøg i fuglefjeldet for at finde mad til sine unger. Når sommeren går på hæld, trækker fuglene sydover, og klippevæggene bliver stille igen. Den udbredte Svalbardren er lille og tyk med korte ben, anderledes end almindelige tamrener. Den kan virke langsom og tam, for den er nødt til at spare på kræfterne for at tage så meget på som muligt, før vinteren kommer – så den løber kun, hvis den absolut skal. Men først og fremmest er Svalbard kendt som et af verdens bedste steder at se isbjørne. Omkring halvdelen af de anslåede 3.000 isbjørne, som lever i Barentshavet, opfostrer deres unger på de isolerede øer på Svalbard. I sommertiden er det almindeligt at se specielt hanbjørnene gå helt ned til kystlinjen på jagt efter mad – og når der ikke ligger is, og det ikke lykkes at fange sæler, spiser bjørnen hvad som helst som æg, fugleunger og efterladte madrester, hvis den får chancen.
Svalbards historie
I 1920 sikrede Svalbardtraktaten Norges suverænitet over Svalbard. Øgruppen er en del af det norske kongerige, men står uden for Schengen-samarbejdet. Guvernøren på Svalbard er øverste myndighed og har politi- og miljøarbejde som hovedopgaver. Det første skriftlige vidnesbyrd om noget, man tror kan have været Svalbard, er fra en tidlig islandsk saga fra 1194, men man er ikke helt sikker på, at det er vore dages Svalbard, som islændingene havde fået øje på. På sin ekspedition i 1596 opdagede Willem Barents officielt Svalbard, og i flere hundrede år efter blev øerne hovedsagligt brugt som base for hvalfangere og pelsjægere, som overvintrede her. I 1906 blev den første mine etableret på Svalbard af amerikaneren John M. Longyear, som hovedbyen Longyearbyen er opkaldt efter. Ti år senere blev minedriften overtaget af Store Norske Kulkompagni, som stadig driver tre kulminer på Svalbard. Det russiske minefirma Artikugol driver kulminer ved byen Barentsburg, hvor der bor minearbejdere fra hovedsagligt Rusland og Ukraine – mange af dem med deres familier. Ny-Ålesund på sydsiden af Kongsfjorden var også oprindeligt en mineby, men er nu en forskerby og centrum for international polarforskning. Ud over de tre store bosætninger findes der flere mindre forskningsstationer på Svalbard, hvor mandskabet af og til overvintrer.
At rejse på Svalbard
Når man opholder sig på Svalbard, er det vigtigt at have respekt for den unikke og sårbare arktiske natur og følge nogle enkle regler for, hvordan man passer på både natur og kulturminder. Efterlad ikke andet end dine fodspor, og tag ikke andet med dig hjem end minder. Se, hvor du sætter foden – både vegetationen og kulturminderne bliver skadet, hvis man træder på dem, så gå helst dér, hvor der ikke gror noget. Forstyr ikke dyrene unødigt, da de har behov for at spare på kræfterne for at overleve den lange vinter. De mange isbjørne på Svalbard betyder, at der er strenge regler for færdsel på land. Isbjørnen er et af de farligste rovdyr, mennesket kan støde på. Om sommeren, når det er vanskeligt for dem at jage sæler, kan de være meget sultne. Uden for bosætningerne skal man være sammen med bevæbnede og erfarne guider, og der er absolut ikke mulighed for at gå rundt på egen hånd.
På Albatros' krydstogter på Svalbard sejler vi oftest med et af vores egne lækre ekspeditionsskibe. Du kan læse mere om at være med Albatros på ekspeditionskrydstogt her: Hvad er Albatros ekspeditionskrydstogt?
Fugleliv på Svalbard
Noget af det første, man bemærker, når man rejser langs kysten i Arktis, er mallemukkerne. De lysegrå stormfugle sejler elegant over bølgekammen og følger skibe og isbjerge i flot stil. Riderne, der er i mågefamilien, bygger rede på klippevæggene, og de er lette at kende på deres sorte vingespidser og karakteristiske skrig. Gråmågen er større og er faktisk en rovfugl, som gerne spiser andre fugle. Hvis man er heldig, kan man se polarlom med unger dykke på et øjeblik, når gråmågen kommer susende. På land, nær havet, kan man blandt andet få øje på almindelig kjove og sortgrå ryle, og i fjeldet tripper svalbardryperne rundt. De runde – og meget velsmagende – fugle er de eneste fugle, som ikke forlader øgruppen om vinteren, og der drives jagt på dem af både fastboende og turister. Én af de mere sjældne fugle, man kan møde, er den kridhvide ismåge. Den er den eneste måge, som er helt hvid både på under- og overside, så her kan man næsten ikke tage fejl.