Israel

Staten Israel er kun halvt så stor som Danmark, men har flere indbyggere og en meget varieret natur. Sydpå ligger den tørre Negev-ørken, og mod vest er jorden frugtbar og flittigt dyrket ud mod Middelhavskysten. En bjergkæde på op mod 1.000 meter løber gennem landet og falder brat ned mod Jordan-dalen og verdens laveste punkt, Det Døde Hav, østpå. Klimaet er lige så forskelligartet som naturen. Den sydlige del af landet har ørkenagtigt klima med minimale regnmængder, hede dage og kølige nætter. Den smalle stribe land ud mod Middelhavet har lækkert middelhavsklima, hvor sommeren strækker sig langt ind i oktober. I bjergområderne længere østpå er det mere køligt med blæst og sne om vinteren. Det er tilmed ikke sjældent at opleve sne i Jerusalem, som ligger i 800 meters højde. Men dog skinner solen meget mere, end vi danskere er vant til, og næsten alle israelske huse har monteret solceller.

Gennem alle disse omskiftelige århundreder har jøder fra hele verden bosat sig i det forjættede land. Men rigtig gang i den jødiske indvandring kom der først, da den nuværende stat blev oprettet i 1948. Siden da er landets befolkning vokset med to en halv million nytilkomne. Langt de fleste af disse er jøder indvandret fra Rusland og andre østeuropæiske lande, og derudover har Etiopien, Nordafrika og resten af Mellemøsten måttet sige farvel til mange jødiske indbyggere. Som det eneste land i verden giver Israel borgere af alle nationaliteter ret til at immigrere til landet og blive israelsk statsborger – hvis de altså er jøder. I dag bekender 80 procent af landets indbyggere sig til den jødiske tro, og en femtedel af disse er ortodokse.

Det nuværende Israel kom til verden 14. maj 1948. Ikke alle lande billigede FN’s beslutning om at dele det daværende Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. Derfor måtte det nyoprettede Israel tilbringe de første par år af sin levetid med krige mod blandt andet Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak – en tendens, der er fortsat lige siden. Og derfor er Israels areal i dag ikke helt det samme, som det blev besluttet dengang i 1948. Siden selvstændigheden har Israel besat blandt andet Østjerusalem, Vestbredden, Gazastriben og Golanhøjderne. På grund af de mange krige og besættelser og den generelle spænding mellem staten Israel og palæstinensere bruges der mange israelske shekel på at opretholde et stærkt militær. Israel har som det eneste land i verden obligatorisk værnepligt for både mænd og kvinder – i hvert fald for de fleste. Jøder og drusere skal tilbringe 36 måneder (mænd) eller 21 måneder (kvinder) i militæret, mens muslimer og kristne kan melde sig frivilligt. Aftjening af værnepligt er afgørende for, om en israeler kan modtage visse sociale ydelser som for eksempel arbejdsløshedsunderstøttelse og børnetilskud. Dette er især et problem for den arabiske del af befolkningen, der ofte ikke har adgang til den samme statslige hjælp som den jødiske befolkning. Langt størstedelen af de israelere, der lever under fattigdomsgrænsen, tilhører det arabiske mindretal.

Det er ikke så underligt, at Israel har stået højt på de rejselystnes ønskeliste, lige siden Moses skuede ud over det forjættede land fra toppen af Nebo-bjerget. Både jøder, kristne og muslimer anser landet, og især byen Jerusalem, som helligt. Jerusalem er ifølge alverdens jøder verdens centrum og hjemsted for resterne af Herodes Tempel, som blev ødelagt af romerne, og hvoraf kun Grædemuren (eller Vestmuren) står tilbage i dag. Det var her, Jesus blev dømt, korsfæstet og genopstod, og herfra, Muhammed steg til himmels. Troende tilhørende alle de tre store monoteistiske religioner valfarter derfor til hver deres helligdomme i Jerusalem. Ved Grædemuren er der en evig strøm af jødiske pilgrimme, som begræder tabet af det store tempelkompleks.

Kristne besøgende fra hele verden koncentrerer sig især om Via Dolorosa, hvor Jesus ifølge traditionen slæbte sit kors langfredag for 2.000 år siden. For muslimer i Jerusalem er det mest interessante de to store moskeer på tempelbjerget, den guldkuplede Klippemoske og den kæmpemæssige Al Aqsa-moske med den sølvfarvede kuppel. I Jerusalems moderne bydel skal du se parlamentsbygningen Knesset, hvis navn er hebræisk for ’forsamling’, og Yad Vashem, det officielle mindesmærke for ofrene for holocaust.

Længere mod syd knejser Herodes den Stores kæmpemæssige fæstning Masada på toppen af en 400 meter høj klippe. Ruinkomplekset er fascinerende i sig selv, men bliver ikke mindre interessant, når man hører den gribende historie om zeloternes på én gang heroiske og tragiske forsvar af fæstningen mod romerne i 73 e.Kr. Øst for Qumran og Masada ligger naturens wellnesscenter nummer ét, Det Døde Hav. Afprøv vægtløshedens lyksaligheder, og gå en tur mellem de besynderlige saltvækster og rødgule klipper, der udgør det eventyrlige landskab omkring søen.