Paraguay er landet, hvor antallet af jaguarer næsten overgår antallet af rejsende. Her står natur og historiske seværdigheder, som de har gjort i århundreder uden at være slidt ned af flokke af turister. Her er ægte sydamerikansk ødemark i Gran Chaco, hyggelige byer med venlige indbyggere og et karneval, der hvert år i februar giver Rio de Janeiro kamp til stregen.
Paraguay er en republik i det indre Sydamerika. Landet grænser op til Bolivia, Brasilien og Argentina og er en indlandsstat uden adgang til havet. Floden Paraguay løber fra nord til syd midt gennem landet og deler det i to. Regionen øst for floden er bakkeklædt og dækket af tropeskov. Vest for floden ligger det store Chaco-område, der er ufrugtbart lavland med busk- og græssteppe. Paraguay-flodens bredder er sumpede og rammes jævnligt af oversvømmelser. Blandt Paraguays varierede dyreliv findes aber, tapir, jaguar, myresluger, krokodille og et væld af insekter. I den sydøstlige del af landet ned mod Argentinas store Pampasslette græsser store mængder kødkvæg. Klimaet er tropisk mod nord og subtropisk mod syd. Somrene er meget varme med mellem 25° og 40°, alt efter hvor i landet man befinder sig, om vinteren er det køligere med 10-20°. De østlige egne får hyppige regnbyger spredt relativt ligeligt over hele året, mens den vestlige region er tør.
Paraguays tidligste befolkning bestod af guaraní-indianere, og landets 6,1 millioner indbyggere har næsten alle guaraníblod i årerne. Paraguayerne er meget stolte af deres indianske arv, og det oprindelige guaranísprog er sammen med spansk landets nationalsprog. Ud over den store befolkningsgruppe, som er af blandet europæisk og indiansk afstamning, findes en lille gruppe rene indianere, der lever i den tyndt befolkede Chaco-region og nægter at lade sig assimilere i den guaraní-spanske kultur.
Spanske koloniherrer nåede Paraguay i 1527 og grundlagde hovedstaden Asunción. I begyndelsen af 1600-tallet drev jesuitiske præster landet som en præstestat med socialistiske træk. Dette betød, at indianerne måtte finde sig i at blive omvendt til jesuitternes tro, men også at de blev behandlet betydeligt bedre end i mange omkringliggende lande. Paraguay blev underlagt vicekongedømmet Rio de la Plata i 1776, men passede stort set sig selv uden indblanding fra regeringen i Buenos Aires. Til sidst fik paraguayerne dog uafhængighedsdrømme, og i 1811 blev både argentinerne og den spanske guvernør drevet ud, og Paraguay blev et selvstændigt land.
Kort tid herefter blev landet et diktatur under Rodriguez de Francia, der isolerede landet udadtil, henrettede overklassen og lod staten overtage alle produktionsmidler. Denne fremgangsmåde var i økonomisk forstand et rent vidundermiddel, og Paraguay blev et af kontinentets rigeste lande. Traditionen med diktatur fortsatte, mens landet hyppigt blev hærget i krige mod nabolandene, blandt andet med Bolivia i Gran Chaco-krigen i 1932-35. Den sidste diktator var Alfredo Stroessner, der gennem 30 år styrede landet med korrupt og ulighedsfremmende hånd. Stroessner satte det udbredte smugleri i system, og det hævdes, at denne lyssky beskæftigelse stadig er en hævdvunden levevej i Paraguay. Siden Stroessner har Paraguay opgivet diktaturet og haft skiftende præsidenter, hvis regeringsmetoder dog næppe kan tjene som skoleeksempel i demokrati.
En rejse til Paraguay vil ikke være præget af store turistflokke og overrendte seværdigheder. I stedet er der god plads til at nyde den smukke natur og den spansk-indianske kultur i fred og ro. Den smukke hovedstad Asunción er bygget på bakkeskråninger ned mod Paraguay-floden. De fleste af byens museer og kolonitidsbygninger ligger langs flodbredden, hvor det stilleflydende vand og de mange appelsintræer gør trangen til spadsereture næsten uimodståelig. Ikke langt fra Asunción ligger Paraguays religiøse centrum, Caacupé, der med sin store katedral og den lille Jomfru Maria-statue, der efter sigende kan udrette mirakler, er mål for mange pilgrimsrejser. Syd for Caacupé ligger Ybycui Nationalpark, der indeholder en af landets sidste regnskovsområder og er fyldt med farvestrålende sommerfugle.
Vil du fylde din ferie i Paraguay med endnu flere naturoplevelser, er Chaco-regionen mod vest et must. Chaco er et særpræget område med endeløse, tyndtbefolkede sletter og spredte indianerlandsbyer. Landskabet består enten af græssletter med spredte træer og små, rislende strømme eller af langstrakte, flade stepper næsten uden planteliv. Chaco byder på autentiske naturoplevelser med lige stor sandsynlighed for at møde en puma eller en jaguar som et menneske. Kulturarv er også en mulighed på rejser til Paraguay. I det sydvestligste hjørne findes landets eneste seværdighed, der har fået en plads på UNESCO's liste over verdens kulturarv, nemlig byen Trinidad. Her blev indianere under jesuitternes styring undervist i den rette tro. Byen ligger nu i ruiner, og den store katedrals mure og søjler står tilbage uden tag, men med den højtidelige stemning intakt.