Bahamas er amerikanernes nærmeste caribiske strandparadis og har været amerikansk fristed siden 1920’rnes Forbudstid, hvor både gangstere og almindelige tørstige indbyggere måtte søge uden for USA’s grænser for at finde spiritus og kasinoer. Bahama-øernes sand, vand og feriestemning er stadig værd at rejse efter, og har man brug for lidt tid for sig selv, er der også mulighed for det. Kun 30 af de 3.000 øer og skær er beboede, og der er gode chancer for at finde et frodigt koralrev eller en jomfruelig strand, som alle de andre ikke har opdaget endnu.
Bahamas er en østat bestående af 29 større øer, 600 mindre og 2.500 bittesmå skær beliggende sydøst for Florida og nord for Cuba. Øriget strækker sig over 1.300 km i længden og rager kun 40-60 m op over havoverfladen, som var de toppe af et sunket bjerglandskab. De mange øer dækker et landareal svarende til Fyn og Sjælland tilsammen. Alligevel kan Bahamas præstere 3.500 km kystlinje, og det er ikke svært at gætte, hvad de over en million mennesker, der årligt rejser til Bahamas, kommer efter.
De fleste af de 300.000 bahamanere bor på den ikke særlig store ø New Providence, hvor også hovedstaden Nassau ligger. 85 % af indbyggerne har afrikansk blod i årerne, hvilket skyldes de engelske koloniherrers tendens til at skaffe arbejdskraft ved at importere slaver fra Afrika. Bahamas var det første sted, Columbus gik i land i sin søgen efter en vandvej til Indien i 1492. Ifølge traditionen var det nærmere bestemt øen San Salvador, der først fik besøg af den opdagelsesrejsende europæer. De øboere, Columbus mødte, var indianerstammen lucayanerne, der levede af fiskeri og var kommet til Bahamas fra Cuba og Hispaniola. Columbus indgik i livlig handel med indianerne, men hans efterfølgende landsmænd var ikke så diplomatiske, og efter et par hundrede år med slaveri, krig og uvante sygdomme var alle lucayanere udryddet. Efter Columbus’ ”opdagelse” hørte Bahamas til de omfattende spanske kolonier uden dog at få den store opmærksomhed fra de selvudnævnte herskere. Dette gjorde de øde øer populære blandt pirater, der fandt dem ideelle som skjulested for piraterne selv og deres skatte. England erobrede Bahamas i 1629 og regerede dem, indtil øerne fik selvstændighed i 1973.
Øerne New Providence og Grand Bahama er de tættest befolkede og mest udviklede i østaten. De øvrige øer kaldes family islands og kan byde på typisk vestindisk atmosfære med calypsomusik og festivaler dedikeret til øens hovedafgrøde, som fx en ananas- eller kokosnøddefestival. Nogle af disse såkaldte familieøer er ubeboede småøer omdannet til veritable paradisøer, med alt hvad dertil hører af badestrande, slanke kokospalmer, barer og butikker, der udlejer snorkleudstyr. En af disse øer er den privatejede Great Stirrup Cay. Med sine palmebestrøede, hvide strande og et dyreliv bestående af havfugle, skildpadder og neonfarvede fisk er den lille ø et populært mål på mangen en rejse til Bahamas. Bahamas' hovedstad, Nassau, er fodgængernes by. Den er overskuelig og kompakt og en pudsig blanding af caribisk charme og moderne, amerikanskpræget glathed. Byen har en livlig havnefront med blandt andet det berømte Straw Market, hvor man kan fylde kufferten med alverdens nyttige og unyttige genstande inden for strå-genren. Tæt ved ligger butiksgaden Bay Street, der er et slaraffenland af parfumerier og juvelerbutikker. Gaden svirrer af liv, især når en af byens talrige parader eller brassbands promenerer gennem den.
Hele Bahamas ligner én stor udstilling af dykkerområder i verdensklasse, men det mest særprægede sted at springe i bølgerne iført dykkermaske og iltflaske er den såkaldte Bimini Road ud for øen Bimini. Her ligger kæmpestore blokke af kalksten på havbunden i en perfekt række, der får dem til at ligne en vej under vandet. Stenblokkene minder om de store sten, som inkaerne brugte til deres imponerende konstruktioner, og gætterierne om Bimini Roads oprindelse omfatter alt fra det forsvundne Atlantis til tilfældige sten formet af millioner af års havstrømme. Får man under sin ferie på Bahamas trang til lidt natur, der adskiller sig fra silkeblødt sand og lune bølger, er Lucayan Nationalpark stedet. Bugtende vandrestier fører rundt mellem kalkstenshuler, der ud mod vandet bliver til verdens længste hulesystem under vandet, og et system af gangbroer lader de besøgende opleve de ellers utilgængelige mangrovesumpe. Fugleentusiaster bør lægge vejen forbi Crooked Island, der kan lokke med fiskeørne, flamingoer, kolibrier, hejrer og den drilagtige spottedrossel samt en mængde sommerfuglearter, der ikke findes andre steder på kloden.