Start din dag ved en imposant middelalderborg. Søg skygge i de smalle brolagte gader i en af småbyerne, som slanger sig idyllisk op ad bjergsiderne, midt på dagen. Og slut af på en af de kilometervis af gyldne sandstrande. Du kan få lidt af hvert på en rejse til Portugal. Husk også at gemme lidt plads til de liflige fiskeretter og den berømmede portvin, som laves på et nøje udvalgt miks af de mere end 80 varianter af portugisiske specialdruer.
Portugal indbyder til vandring mellem stejle granitklipper i det bjergrige nord, og til livsnyderi i landsbyer, på strande og langs floder i den lavere del af landet syd for Tajo-floden, der munder ud ved Lissabon. Floder har landet masser af, og vandveje som Douro, Minho og Guadiana løber smukt af sted mellem de skrånende vinmarker på flodbredderne. Det meste af landets næsten 1.800 kilometer lange syd- og vestkyst består af flade sanstrande med en femspringende klippeformation hist og her. For eksempel den 144 meter høje Kap da Roca, som udgør det europæiske fastlands vestligste punkt. Klimaet i Portugal er i den klassiske middelhavsgenre med nogle af de højeste temperaturer på det europæiske fastland.
Portugal begyndte sin eksistens i 1139, da Alfonso 1. blev konge. Dengang var landet ikke så stort som i dag, men i løbet af de næste par århundreder blev maurerne efterhånden udvist, og Portugal begyndte at nærme sig sin nuværendes størrelse. Landets størrelse og ekspansionslyst var på sit højeste i 1400- og 1500-talet, hvor skibe læsset med opdagelsesrejsende stævnede ud fra Portugals kyster i en jævn strøm. Kap det Gode Håb blev rundet, søveje til Indien blev kortlagt, og Brasilien åbenbarede sin eksistens for europæerne.
Snart var portugisiske kolonier i bl.a. Brasilien, Indien, Malaysia og Mozambique grundlagt. Kostbare handelsvarer som guld, krydderier og slaver skiftede plads på tværs af kontinenterne, og Portugal var en overgang et af verdens allerrigeste lande med Lissabon som den ultimative handelsby. Da kolonisering efterhånden blev umoderne, og industrialisering overtog rollen som udviklingsfaktor nummer ét, mistede Portugal meget af sin styrke. I begyndelsen af 1900-tallet stod den på regeringskaos, revolutioner og diktatur. Men sidste fjerdedel af århundredet bragte demokrati, økonomisk stabilitet og medlemskab af EU til Portugal. Landet er i dag fuldt på højde med gennemsnittet for europæiske lande, hvad angår levestandard, fredelighed og globalisering.