Sporvognene skramler gennem de smalle, bakkede gader og tvinger de forbipasserende helt op langs husmurene. Så tæt, at man gennem vognens svajende bagende kan række hånden ud og snuppe potteplanterne i vindueskarmene eller hive vasketøjet ned fra tørresnorene. Hovedstaden i Europas gamle søfarernation spiller på alle charmestrengene. Det er ferie i Lissabon.
Det elektriske lys dæmpes og stearinlysenes flammer træder endnu tydeligere frem. De forventningsfulde ansigter bades i et rødglødende skær. Silhuetterne af en trio tager plads nedenfor den mørkbejdsede bar og kun et enkelt tørt cigarillos-host skærer igennem den andægtige stilhed. Så slår violaen takten an og den barmfagre, sortklædte sangerinde med de svungne læber og de markante kindben tager rummet i sin magt med sin kraftfulde, nasale stemme. Gæsterne sluger tryllebundne både ord og musik – for nogle er stroferne velkendte. De handler om længsel og kærlighed der er mere smertefuld end død.
Fadoen er lyden af Lissabon, og et af de allerbedste steder at opleve den på rejsen er i det gamle jødiske kvarter Alfama - en af Lissabons mest farverige bydele. Fadoens til alle tider største stjerne, den legendariske Amália Rodrigues, ligger meget passende begravet i Santa Egracia-kirken, der troner ovenover kvarteret. Da Amália døde i 1999 fik hun en statsbegravelse der blev fulgt af tre dages landesorg. Foruden hendes gravsted kan man i øvrigt også besøge hendes hjem i det der i dag er transformeret til et museum til hendes minde. Casa-Museu Amália Rodrigues, som det hedder gengiver Fado-dronningens liv i billeder, møbler, garderober og smykker – Amália opnåede berømmelse langt uden for Lissabons og Portugals grænser og levede godt af sin store stemme.
Fadoen opleves også på klubberne på det modsatte højdedrag af Alfama i det ikke mindre charmerende Bairro Alto, et gammelt arbejderkvarter hvortil man kan komme med den stejle Gloria-sporvogn - eller med Lissabons spændende elevatorkonstruktion Elevador de Santa Justa. Den er skabt af Raul Mesnier du Ponsard, som var elev af Gustave Eiffel og går 32 meter op fra bunden af Baixa tæt på den store Rossio plads og station. Fra Bairro Alto er der flot udsigt over byens tage og bydelen huser foruden fadoklubber også en lang række finurlige butikker og fiskerestauranter samt Lissabons botaniske have og den største samling af portugisisk kunst fra 1100 - 1800-tallet på Museo Nacional de Arte Antiga. Det portugisiske parlament har også hjemme her – de folkevalgte er huset i et gammelt benediktinerkloster fra 1500-tallet, Portugals store glansperiode.
Glansperioden var naturligvis dengang de store søfarere drog ud. Og det gjorde de i Belém (som betyder Betlehem), ved Tejo flodens udmunding og en halv times sporvognskørsel fra centrum. Dette markeres i dag gennem Monumentet for portugisiske opdagelsesrejsende eller Padrão dos Descobrimentos der ligger ned til vandet. Det forestiller meget passende et skib og afbilder bl.a. Henrik Søfareren, en af hjernerne bag grundlæggelsen af Portugal som søfarernation og kolonimagt. Blandt andre berømtheder på monumentet ses Vasco Da Gama, som fandt søvejen til Indien, Pedro Álares Cabral, der opdagede Brasilien og Ferdinand Magellan – ham der som den første sejlede kloden rundt. På pladsen ved siden af monumentet er der i mosaik afbilledet de rejser som de portugisiske opdagelsesrejsende foretog og fra toppen er der en formidabel udsigt over Tejo-floden og Lissabon.
Belém skal også opleves på rejsen for Det UNESCO-beskyttede kloster Mosteiro dos Jerónimos - et af Portugals mest oplevelsesværdige bygningsværker der ligger på Praça do Império og for udsigtstårnet Torre de Belém. Tårnet er fra år ca. 1515 og skulle tidligere medvirke til at sørge for byens sikkerhed. Endelig skal man ikke snyde sig selv for et besøg på det berømte og flot kakkeludsmykkede konditori Antiga Confeitaria de Belém på Rua de Belém - et af Lissabons ældste konditorier. Det er fra 1837 og her er man mestre i at lave kagen, der har taget navn efter bydelen, Pasteis de Belém. Er man yderligere interesseret i de for Portugal så karakteristiske blå kakler bør man på ferien besøge Lissabons Museu Nacional do Azulejo på Rua da Madre de Deus, hvor man kan se kakler der er op til 500 år gamle. Er man mere bare glad for kaffe skal man i stedet slå sig ned på Café Nicola på Praça Dom Pedro - eller Rossío pladsen som de fleste kalder den, hvor man samtidig har et glimrende udsyn til Lissabons promenadeliv.
Vil man opleve et mindre turistet Lissabon er muligheden der i det opblomstrende kvarter Mourinho, som er et spændende område med plads til mange forskellige typer og nationaliteter fra hele verden.
Brug også ferien på at tage Lissabons kunstfærdige metro – kør eksempelvis mod Oriente og se verdens største akvarium Oceanário på Esplanada D. Carlos I. ved Doca dos Olivais eller gå også på opdagelse i Parque das Nações, Folkets Park, som husede den storstilede verdensudstilling Expo 98.
Rejsen til Lissabon er rejsen til hovedstaden i en stolt gammel nation, der ikke kun lever på gamle minder, men som er i gang med at genopfinde sig selv.