Rejs til Andalusien
Med sine 87.000 km² er Andalusien dobbelt så stort som Danmark og med solkyst, bjerge, hyggelige landsbyer, nationalparker og kulturseværdigheder på stribe, er der meget at gå på opdagelse i. Blandt de prægtigste attraktioner er bygningsværkerne, der står som arkitektoniske levn fra tiden under arabisk arabernes styre.
Indbyggere
8,6 mio.
Grundlagt
Sevilla
Sprog
Spansk
Andalusien
Andalusiens Natur
Naturen i Andalusien er rig og varieret. Bjergkæden Sierra Nevada rejser sig fra kysten syd for Granada, og det tager ikke meget mere end en time at køre fra solkystens strande til de snedækkede tinder, der strækker sig mere end 3.000 meter i vejret. Mulhacén er med sine 3.479 meter det højeste bjerg på Den Iberiske Halvø.
I den vestlige del af Andalusien ligger et af Europas største marsk- og vådområder. I Doñana-nationalparken er hundredtusindvis af vade- og andefugle på træk i vinterhalvåret, men parken er også hjemsted for bl.a. losser, vildsvin og hjorte.Østpå, i naturparken Cabo de Gata-Nijar, ligger til gengæld et af Europas største ørkenområder, hvor golde bjerge omkranser Middelhavet.
Strækningen omkring Almuñécar og Salobreña kaldes Costa Tropical (Den Tropiske Kyst) på grund af det særligt varme klima, der hersker her.
Andalusiens historie
Det var vandalerne, som først bosatte sig i det nuværende Andalusien omkring år 409 e.Kr., og det er blevet foreslået, at navnet på regionen derfor stammer fra dem. De nordafrikanske berbere kaldte det sydligste Spanien Tamurt Wandalus, Vandalernes Land, og senere kaldte araberne det al-Andalus.
Som den øvrige Iberiske Halvø kom Andalusien nemlig på arabiske hænder, og den sydligste del af den Iberiske Halvø var under arabisk fra styre 711-1492.
Det var dog romerne, der satte det første kraftige aftryk på Spanien. I løbet af ca. 600 år grundlagde de byer som Valencia og Itálica uden for Sevilla med det opulente amfiteater, badeanstalter, vandforsyning, templer, viadukter – og en landevej til Rom.
Romerne indførte kristendommen som religion omkring år 200, og latin blev officielt sprog. Den lokale dialekt udviklede sig til spansk, som vi kender i dag – med tilføjelser af masser af arabiske ord.
I dag ligger der fortsat mange romerske ruiner i hele Sydspanien, ligesom nogle af de fineste arkitektoniske levn i området stammer fra araberne, herunder ikke mindst Alhambra ved Granada og moskeen i Córdoba.
Sevilla
Med sine ca. 700.000 indbyggere er Sevilla en rigtig storby med alt hvad det indebærer af kulturliv og industri. Floden Guadalquivir danner ramme om en af Spaniens største flodhavne, og i århundreder var den centrum for handelen med de oversøiske spanske kolonier, der gjorde byen rig. Det var penge herfra, der finansierede det byggeboom, der gjorde Sevilla til den spanske baroks hovedstad. Senere flyttede handlen imidlertid til Cádiz, og Sevillas rolle blev mindre betydelig.
Byen fik dog et opsving med den Ibero-Amerikanske Udstilling i 1929, der gav byen nye museer og en storslået park og under verdensudstillingen EXPO ’92 i 1992 blev et stort, moderne udstillingsområde bygget på en ø i floden, ligesom man fik højhastighedsforbindelse til Madrid.
I Sevilla foregår en stor del af livet udenfor, og det begynder sent! Det er meget typisk først at spise aftensmad ved 22-tiden, og når man er i Sevilla, skal man naturligvis smage tapas. Tapas siges at stamme fra Andalusien, og Sevilla regnes for intet mindre end Spaniens tapas-hovedstad.
Málaga
Málaga ligger smukt i en bugt i læ af bjerget med den arabiske borg Alcazaba, der vidner om fordums storhed. Der er også levn fra romerne, bl.a. i form af det romerske teater.
Da H.C. Andersen besøgte Málaga i 1862, var det en helt anden by end i dag, hvor byens bl.a. baserer sig på turisme i en helt anden skala end på eventyrdigterens tid.
Málaga er også Pablo Picassos fødeby, og foruden et imponerende Picassomuseum kan man finde en lang række andre fremragende kunstsamlinger og gallerier i byen, herunder Thyssen-samlingen og den nye filial af Centre Pompidou.
Córdoba
Córdoba er præget af sin tid som hovedstad i arabernes al-Andalus. Først som et emirat under kalifferne i Damaskus og senere som et uafhængigt kalifat.
Muslimerne opførte her den tidsstørste moské, som var et af middelalderens mest imponerende bygningsværker og som fortsat er et af de vigtigste arkitektoniske værker fra den tid.
I Córdoba samledes videnskabsfolk, læger, og tænkere fra nær og fjern, og matematik, poesi, lægekunst og astronomi spirede. Kalifatet gik imidlertid i og kristne tilbageerobrede magten i 1236.
Herefter forfaldt byen, men i dag kan man også opleve barokkens og renæssancens indflydelse på torve og pladser som Plaza del Potro og Plaza de Corredera.