Málaga er både badeby og kulturbastion med en lang række interessante bygningsværker, spændende kulturinstitutioner og gastronomiske trækplastre. Rundt om byen er der gode muligheder for at tage på opdagelse i nabobyer og smuk natur.
Málaga ligger på Costa del Sol-kysten og er hovedbyen i provinsen af samme navn. Byen har ca. 580.000 indbyggere og er dermed den sjettestørste by i Spanien, efter Madrid, Barcelona, Valencia, Sevilla og Zaragoza.
Floden Guadalmedina deler byen i to med den gamle bykerne ligger på venstre bred. Byen haren af Spaniens største lufthavne, en handelshavn og et universitet og med det gunstige klima er byen et af Spaniens vigtigste turistmål
Málaga er hjemsted for en lang række interessante bygningsværker og spændende kulturinstitutioner. Det fornægter sig ikke, at det er Picassos hjemby, og der er mulighed for både at frekventere mesterens fødehjem ved Plaza de la Merced, hvor man også kan se en udstilling af Picassos keramik. I gågaden Calle Granada ligger Santiago-kirken, hvor lille Pablo blev døbt, mens det statelige adelspalads Palacio de Buenaventur lægger vægge til kunstnerens værker på Museo Picasso.
Der er flere andre gode museer og udstillingssteder i byen, herunder det nyere Museo Carmen Thyssen Málaga, der rummer en imponerende samling af klassiske spanske malere fra 1800- og 1900-tallet. Det er ligeledes værd at besøge Museo Centre Pompidou-Málaga, som er det verdensberømte museum i Paris’ aflægger i Málaga.
Blandt byens øvrige kulturelle højdepunkter er Málagas katedral, forsvarsværket Alcazaba, der er forbundet med den højere fæstning, Gibralfaro samt det romerske teater.
Málaga er også en glimrende madby og foruden udmærkede restauranter, er det berigende at besøge Mercado Atarazanas, Málagas fine markedshal, der er skalbt i den arabisk-spanske mudéjar-stil og minder om indgangen til en moské.
Naturen omkring Málaga er rig og varieret. Byen ligger ved den vestlige del af Middelhavet på Costa del Sol og er omgivet af bjergerne Sierra de Mijas og Montes de Málaga. Byens to floder Guadalmedina og Guadalhorce munder begge ud i Middelhavet.
Tæt ved finder man bjergkæden Sierra Nevada, der rejser sig fra kysten syd for Granada, og det tager ikke meget mere end en time at køre fra solkystens strande til de snedækkede tinder, der strækker sig mere end 3.000 meter i vejret.
Mulhacén er med sine 3.479 meter det højeste bjerg på Den Iberiske Halvø.
Málaga ligger smukt i en bugt i læ af bjerget med den arabiske borg Alcazaba, der vidner om fordums storhed. Der er også levn fra romerne, bl.a. i form af det romerske teater.
Historien går diog endnu længere tilbage, for Málaga – under navnet Malaka (stedet, hvor man salter fisk) – blev grundlagt af fønikerne omkring 800 f.kr.
Fønikerne blev senere slået af grækerne (i det 6.årh. f.kr.), og disse grundlagde kolonien kaldet Mainake, som de kontrollere indtil den blev ødelagt af folket fra Kartago, der boede i området indtil 206 f.kr
Herefter kom romerne til, og med Romerrigets fald blev byen og området magnet for indvandringer og bosættelser fra tyske stammer, inden den arabiske dominans tog over.
Da den danske eventyrdigter H.C. Andersen besøgte Málaga i 1862, var det en helt anden by end i dag, hvor byens bl.a. baserer sig på turisme i en helt anden skala end på eventyrdigterens tid.
Byens økonomi begyndte for alvor at blomstre, da turisterne rykkede talstærkt ind i de små fiskerlejer langs kysten, og folk fik arbejde indenfor turistindustrien.
I de senere år er byen blevet beriget med en række museer med alt fra kunst til biler.