På nedenstående oversigt kan du få et overblik over vejr og klima i USA - heriblandt i byerne New York og Los Angeles
Det enorme, kontinentale USA ligger placeret i det tempererede klimabælte, men har i kraft af sin størrelse store variationer i klima – fra østkystens tropiske, palmebelagte strandpromenader i Florida til de køligere egne i nordvest, som minder påfaldende meget om klimaet på vores egne breddegrader. De sydligste kystområder har subtropisk klima, mens det centrale USA fra Minnesota i nord til Texas i syd kan have enorme temperaturudsving i løbet af et døgn.
Derudover besidder USA to ikke-tilstødende stater i form af den tropiske øgruppe Hawaii samt den største amerikanske stat Alaska, som har subarktisk klima. Derudover er landet udsat for ekstreme vejrfænomener, som Midtvestens tornadobælte og Atlanterhavskystens orkansæson mellem juni og september. Disse forskellige klimatyper kommer også til udtryk ved landskabets form, navnligt ørkenlandskabet i New Mexico og Nevada med daglige temperaturer op imod de 40 grader samt noget nær fravær af nedbør i sommer månederne.
På nogle af vores rundrejser kan der være store klimaforskelle mellem de forskellige steder, vi besøger. I praksis kan det betyde, at du på én og samme dag for eksempel oplever minusgrader og sne om formiddagen i nationalparken Bryce Canyon, og senere samme dag + 20˚C i Las Vegas.