Her kan du læse om Indiens klima og vejret i bl.a. Delhi og Chennai.
Klimaet i Indien er et helt kapitel for sig. I stedet for fire årstider, som på vores breddegrader, kan det indiske klima inddeles i kun tre: den varme, den våde og den tørre – selvfølgelig med store variationer fra nord til syd og øst til vest. Allerede i februar begynder varmen at brede sig fra Indiens nordlige sletter. I juni topper varmen, og 45° er ikke usædvanligt i det centrale og sydlige Indien. Herefter begynder monsunregnen at omdanne tør, støvet hede til fugtig, mudret hede. Monsunperioden vandrer hen over Indien fra vest mod øst fra begyndelsen af juni. I september begynder monsunen at stilne af de fleste steder, og i oktober er regntiden slut overalt. Indtil februar spænder temperaturerne fra det behageligt kølige til ubærligt kolde i de nordlige bjergregioner. Indiens tre "årstider" varierer lidt fra år til år, og de angivne perioder er kun vejledende. Især monsunperioden har det med at veksle fra år til år, og som sagt falder den ikke på samme tid i hele Indien.