Japan
Følg med på en rejse til en kultur som i højeste grad er moderne og samtidig dybt forankret i hundredårige traditioner
Tekst: Anja Skoglund
Her mødes antikke trægulve og smukke silkestoffer med blinkende lysreklamer og lyntog, som tager dig med ind i fremtiden med tre hundrede kilometer i timen. Svævende papirvægge og små, velformede bonsaitræer står side om side med storøjede tegneseriefigurer og eksklusive mærkevarebutikker. Og midt i alt dette lever japanerne, som navigerer gennem overfyldte vejkryds med forpustede høflighedsfraser og en nydelig lille taske dinglende fra håndleddet. Japan er et fantastisk land at rejse i – her føler man sig på én gang hjemme og som en udenforstående tilskuer. Vi siger som japanerne: Yokoso – velkommen!
Se alle vores rejser til Japan
At rejse er at spise – i hvert fald i Japan
Jeg har altid holdt af at rejse med tog. Sovekupeen fra barndommens nattog har fæstnet sig i mindet, klatreturen op til øverste køje, hvor man raslede gennem mørket på en hård madras spændt ud fra væggen. Lyden af toghjulene og lyset udefra om morgenen, når man trak gardinet fra og slap dagen ind, før man vaskede sig ved den lille trekantede vask. Som studerende med nattog med siddeplads for at spare penge. Og madpakken med rugbrødsmadder. Selvfølgelig. Men i Japan. I Japan er en togrejse noget helt andet. Og den begynder allerede på stationen, hvor der åbner sig en særlig verden for de rejsende, længe før de stiger på toget.
Stationerne er selvfølgelig større her end hjemme. Shinjuko-stationen i Tokyo er nummer 1 på listen over verdens travleste stationer – og Shibuya-stationen i samme by nummer 2. I gennemsnit passerer 3,5 millioner mennesker gennem Shinjuku – hver dag. Faktisk er verdens 23 travleste stationer alle japanske. Japanerne elsker at rejse med tog. Og det er ikke så svært at forstå.
Se alle togrejser i Japan
Stationsrestaurant – ja tak!
Som dansker er man vant til at forsøge på alle måder at undgå maden i lufthavne og på togstationer. Måske går det lige at spise en pølse, men ellers – nej tak. I Japan er det normalt at spise netop her, og i stationernes underjordiske virvar findes rigtig mange restauranter. Gode restauranter. På stationen i Hiroshima kan man eksempelvis bruge ventetiden til at smage på en af byens specialiteter; en slags pandekage med stegte nudler og fyld af grøntsager, kød og måske et æg. Vil du have en østers på toppen af pandekagen? Højst sandsynligt er den plukket i havet lige uden for byen.
Maden tilberedes lige bag disken, og man føler sig velkommen, selv om man ikke kan japansk, og de, der tager imod bestillingen, ikke taler engelsk. Som så mange andre steder kan man vælge at sidde ved bardisken eller ved et lille bord, men udsigten til stegepander og nudelgryder er så spændende, at man får lyst til at sidde der.
En kop kaffe efter maden? Her venter ikke automatkaffe i et papkrus, men en kaffebar, hvor hver enkelt kop laves med præcision over varmeelementer. Og et stort udvalg af kager følger med kaffen, hvis man er til den slags. Hvad med for eksempel et lille udvalg af små runde kager, som egner sig perfekt til at tage med på toget, med smag af chokolade, vanilje, appelsin og matcha – japansk grøn te, som ofte bruges i søde sager.
En trestjernet bardisk
Spisestederne på japanske togstationer skal man ikke se ned på. Faktisk ligger en af verdens bedste restauranter i en af gangtunnellerne ved Ginza-stationen i Tokyo. Sukiyabashi Jiro er den eneste sushibar i verden med tre stjerner i Michelinguiden. Sushikokken og indehaveren Jiro Ono er på alle måder en ener. Han er netop fyldt 90 år og har lavet sushi siden før anden verdenskrig. Restauranten har blot 10 pladser, og alle sidder ved disken og har udsyn til, at maden bliver tilberedt, mens man venter. Det anbefales, at man ikke snakker, mens man spiser – her er fokus rettet mod de perfekte sushibidder håndlavet af mesteren selv.
Madpakke for feinschmeckere
For den travle (eller som ikke fik bord hos Jiro) findes der mange alternativer. Bento er det japanske ord for madpakke, men her stopper ligheden også med den rugbrødsklapsammen, vi er vant til at tage med os på tur. Menuerne vises på billeder – dejlig nemt når man ikke er japanskkyndig – og man får maden med sig i sirligt pakkede små æsker. Bento-boksene til at have med i toget har endda fået eget navn, ekiben, som er en madboks, man køber på toget eller stationen.
Man kan hurtigt blive fristet til at vælge den fineste boks og glemme at kigge efter, hvad den indeholder. En fin træboks viser sig ved nærmere eftersyn ikke at være lavet af træ men af skumplast, hvilket nok ikke burde overraske med prisen in mente. Maden fejler dog bestemt ikke noget; friturestegt kylling, tangsalat, en omeletrulle, små kødboller på tandstikker, en skive af sød kartoffel og pink ris. Lidt af en måltid, som der er god tid til at nyde, mens Shinkansen ræser af sted med 300 kilometer i timen. Skulle man have glemt at købe noget fra stationen, kommer en venlig tjener rundt med en salgsvogn, hvor man kan købe drikkevarer, snacks og naturligvis kaffe.
Høj fart og spisepinde
På lyntoget er der virkelig god benplads, sæder så brede som lænestole og speedometer på toilettet. Husk i øvrigt at vælge den rigtige dør, når du skal bruge toilettet, for som så mange andre steder i Japan har du valget mellem en vestlig og japansk version. Det japanske toilet er et hul i jorden, så her bør du nok øve lidt teknik, før du forsøger dig, mens toget er i bevægelse.
Det værste ved Shinkansen er, at det går så hurtigt. Rejsen er næsten slut, før den er begyndt, men du skal nok finde tid til at nyde din medbragte madpakke. Itadakimasu – velbekomme!
Itadakimasu – hvad betyder det?
I Japan siger man ofte itadakimasu (udtales itadakiMASS), før man begynder at spise. Det betyder noget i retning af ”jeg tager ydmygt imod” og er en måde at sige tak for maden både til den, der har tilberedt den, og til planterne og dyrene, som har givet deres liv, for at vi kan spise. Udtrykket er tæt forbundet med den buddhistiske respekt for alt liv – og af samme årsag er det god skik at spise op i Japan.
Klik herunder, hvis du er nysgerrig på mere Japan:
Rundrejser Japan – Billeder Japan – Fakta Japan – Visum Japan – Klima Japan